Julen 2015

Så er julen veloverstået, hjemmet er af-julet og træet har fået en sidste flyvetur

- ud over altanen ! 

Jeg, personligt, sidder tilbage med en øv-følelse i år, sådan en

 "Var det dét ?"-følelse og ved mange andre rundt omkring har den selvsamme følelse

 i år. Den der gode, gammeldags, hyggelige julestemning har simpelthen

slet ikke vist sit skønne ansigt i år. 

Eller jo, hos mig var den der lidt i slut november og den første uges tid i december, 

men så var luften også gået af ballonen for mig. 

Julen er normalt min yndlingstid på året, elsker hyggen, elsker pynten, elsker lyskæder i massevis og planlægger gaver osv. i god tid. 

Men i år ? Fik da pyntet, bevares - det skal man jo. 

Fik placeret en nisse i stuevæggen, som skulle skrive breve til børnene, hygge om dem, give dem små opgaver og drille en smule.

Men hyggen udeblev, ihvertfald følelsen af den, for selvfølgelig har vi også hygget, har jo børn så det er obligatorisk at der skal jules, men har ikke forceret det så meget i år. 

Valgte vidst bare at acceptere at vejret var crap, humøret var sært og det bare skulle overstås i år. 

Kender i følelsen ?

MEN, når det er sagt - så er der alligevel en meget god ting her i juleferien. 

Nemlig at jeg faktisk ikke mærker jeg er "syg i sindet", der er så mange andre

ting at jeg ikke tænker på det. 

Det betyder så også jeg ikke får lavet hjemmearbejde til DAT, 

men fokus er lige nu på at have det "okay". 

Og det har jeg når jeg ikke SKAL have fokus på min problemadfærd. 

Så på sin vis laver jeg faktisk lidt hjemmearbejde, det handler nemlig om at 

være i nu'et, være beskrivende, ikke dømmende og klappe mig selv på

skulderen når jeg gør det godt nok. 

Men, jeg holder fri - jeg nyder at bare "være". 

Nyder at have været til en julefrokost jeg faktisk frygtede, men at det gik fint. 

Jeg hyggede, jeg dansede, jeg blev ikke uvenner med nogen og min dysregulering af glæden blev ikke for meget. Den var der lidt til sidst, men overordnet gik det bedre. 

Det bekræftede mig også i at jeg tog den rigtige beslutning, da jeg

stoppede mit forhold. Jeg var ved at blive nedbrudt i mit forsøg på at passe

ind i familien, ikke gøre noget der kunne skabe konflikt og 

ændre mig for at holde på ham. Det var ikke godt og gjorde min behandling svær at gennemføre og det samme har min psykolog sagt og de sidste 2 mdr har jeg rykket :-D 

Dermed ikke sagt at det var 100% skidt, der var gode ting, men de trælse fyldte for meget og det gjorde intet godt for hverken han eller jeg og nu er jeg helt afklaret og klar til at se fremad mod et bedre 2016, med en masse ændringer, men forhåbentlig mest positive :)

Mine håb for 2016 er skoleskift for min yngste, mere socialt - også uden det behøver være druk, mere ro på alle de møder jeg render til 3-4 gange ugentligt, vægttab og psykisk optur. 

Og hvem ved, måske også ny kærlighed som giver mere - end han tager ?

Jeg tror på det - og jeg tror på at alt nok skal falde i hak. 

Alle de ting der går imod, er der nok af en grund og så må man jo bare tackle det så godt man nu kan og håbe på det bedste for både os og alle jer dejlige mennesker <3

Bryd tabuer !

Du kan nok genkende nogle af dem, som de der "Ting man ikke snakker om". 

Men hvorfor gør vi ikke det ?

Hvorfor er det okay at gå rundt og føle skam over at man har dårlig økonomi f.eks, dem der ser Luksusfælden og selv har lidt problemer med at finde ud af det der økonomi, ved hvilken følelse jeg her mener. Sidder selv med den i perioder, men hvorfor ?

Der er mange i DK der ikke har styr på det, det kan være fordi de aldrig har lært det, de ikke er superskarpe i matematik, de kan have en psykisk sygdom, hvor impulsiviteten overtager i perioder og de bruger før de tænker(har selv været der). 

Men hvis man ikke taler med nogen om det, hvordan skal man så få hjælp ?

Kan fint lave et budget på netbank, ingen problemer. Men forstår jeg at læse det? Næ! 

MEN, nu var det ikke kun lige økonomi, det er faktisk alle ovenstående der simpelthen burde gøres noget ved ! 

Det kan simpelthen ikke passe at man skal holde alle kort tæt, fordi "tænk nu hvis nogen opdager at jeg har de her problemer!!!" - Hvad frygter du?

Manglende forståelse ? Ja selvfølgelig er det en risiko, men hvordan skal folk lære at forstå, hvis de ikke opdager det eller ikke får at vide hvordan det faktisk hænger sammen ?

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg oplever tabu ofte, jeg har jo ellers valgt at være et åbent menneske, måske det er min borderline der gør jeg har det behov, jeg ved det ikke, det er en antagelse jeg har. 

Eksempelvis så mistede jeg min ene tvilling 28 timer efter han blev født, folk kigger ofte på den tatovering jeg har, men ikke alle tør lige spørge ind til det. 

Men ved I hvad ? Det må i gerne ! 

Faktisk, så gør det mere ondt at folk mener at jeg skal pakkes ind i bobleplast og det er SÅ synd, så det taler vi da ikke om. Ingen husker Lucas på deres fødseldag, på hans dødsdag når jeg skriver om det, eller vi besøger hans grav, så sender folk hjerter og kram. 

Men meget få var der i 2009, meget få ved hvad der rent faktisk skete og ingen spørger. 

Selv min psykolog i psykiatrien tør nærmest ikke spørge, kan se at hun føler hun træder i et minefelt og jeg er helt uforstående overfor det. 

Lucas er død, jeg tænker IKKE på ham hver uge, det gør jeg ikke. Det er også tabu at sige, men jeg har accepteret virkeligheden, han er her ikke og kommer aldrig til at være det. 

Var nødt til at acceptere det lynhurtigt, for havde andre der var afhængig af mig, det er de 2 af dem stadig, der er sgu ikke plads til at lade sorgen overtage mig. 

Jeg besøger graven 2 gange om året, har ikke behovet for mere end det, vi lever i nuet, men det betyder ikke at han ikke er i vores hjerter :)

Hvad ellers... Jo, jeg opdagede også sidste år at abort er tabu hos nogen. 

Jeg udpensler det ikke, men indrømmer da gerne at jeg har fået 2, den ene var da jeg var 15 år gammel, gik på efterskole og det faldt IKKE i god jord at jeg kom hjem til mine forældre og sagde det. Faktisk talte min Far næsten ikke til mig hele den weekend. 

Jeg fik aborten kort før jul i 2000 og siden har vi ikke talt om det. 

Det er tabu. 

Jeg har talt med min tante om det dengang, fordi jeg havde behovet og har da også tænkt om det der "låg" der blev lagt på, har skubbet lidt ekstra til min psyke. 

Men det er svært at vide, for der er sket mange ting i mit liv som har indflydelse på hvordan jeg er skruet sammen idag. Har heller ikke talt med nogen psykologer/psykiatere om det, men kun fordi jeg ikke blev spurgt, blev ikke tilbudt noget som helst fra Horsens sygehus, kun noget andet prævention end p-piller ;-) 

I en periode fortrød jeg aborten og det var da også pinligt at hele skolen vidste det OG at én skrev det i min mindebog "Kan du huske dengang du fik en abort, HiHi, det var ikke så heldigt", ovenikøbet én der selv havde fået det... 

Men hvorfor var det pinligt ? 

Fordi det er tabu, ingen tænker på at man måske faktisk netop har behov for at tale om de tabu-emner, for at komme ovenpå og føle sig valideret.

Det der med at lægge låg på de ting der er hårde, pinlige, det ukendte osv. har sgu aldrig gjort noget godt for nogen, vil jeg vove at påstå ;-)

Så åben munden. TAL for fanden sammen. 

Hjælp andre med at føle de er okay, tabu gør at man føler sig forkert. 

Det er DU ikke, det er samfundet der er forkert. 

Takket være facebook, myspace og twitter, har vi nu muligheden for at nå mange,

for at folk kan se at det er okay at være ensom, være psykisk syg, at livet ikke er et glansbillede. 

VÆR DIG SELV. 

Dem der ikke kan/vil forstå - de fortjener ikke dit selskab. 

De relationer der ikke gavner dig, vælg dem fra, uanset tilknytning. 

Det er ikke nemt, men det kan være nødvendigt. 

Og ja det blev langt igen, men har sgu så meget inde i hovedet når jeg først kommer igang :-D 

Hav en dejlig weekend, vær fjollet, vær ked, vær sur, vær lige præcis dét du vil :)

Siden sidst...

...Og det er LÆNGE siden. Og nej, tingene er ikke gået som planlagt og som jeg sværgede i sidste indlæg. Men sådan er jeg - ubeslutsom og impulsiv ;-) 

Dem der kender mig ved udemærket godt at det der med alkoholfri, det røg direkte i toilettet, faktisk ret hurtigt efter. Måske med tiden når der kommer mere ro på tingene, men tror at jeg "desværre" stadig har brug for det afbræk fra mine tanker, for de negative og for ikke at skulle stå til ansvar for noget bare engang imellem... 

Men lige nu ? Nej, men omvendt, var lidt noget andet hvis jeg drak til hverdag, alle weekender osv. for ja SÅ har man sgu et problem - i min verden. 

Så jeg hygger med det, lærer måske en dag også at gå hjem før byen lukker, men alt til sin tid. 

Nå, men ellers så er der det nyt at sige at jeg jo, som dem der kender mig IRL ved har haft min yngste søn på 6 år næsten konstant siden sidst i januar og nu har kommunen endelig fundet en sød aflastningsfamilie der nu kan have ham hver 2. weekend. 

Og ved du hvad ? Han ELSKER det ! 

Han hygger derude, de er rigtig søde mennesker der desværre ikke selv kunne få børn men helliger deres liv til at hjælpe andre familier med noget luft og børnene med nogle oplevelser. For mig især var det vigtigt med det mandlige input som han ikke får meget af hos mig, men i og med den "onkel" derude har både traktor, går på jagt og de har noget mandearbejde han kan hjælpe med - så får han det input nu <3 

Og det gør mig virkelig SÅ glad. 

Omstændighederne om HVORFOR han ikke ser sin Far, vil jeg ikke ud med her i offentligt forum og til alle og enhver :) 

Hvad ellers... Jo, jeg er stadig i behandling for min borderline, havde lige en periode med problemer med en nabo som gjorde jeg gik lidt i panik og havde svært ved at bevæge mig ud og derfor ikke kom afsted men en miniferie i Lalandia hjalp og jeg startede op igen i sidste uge og arbejder hårdt på at læse op på mine "lektier" og om 2 mdr så har jeg evaluering omkring om jeg skal fortsætte 6 mdr mere, hvilket er planen :) 

Har også en sidste "nyt", men det venter jeg lige med da det vil afføde nogle knap så positive kommentarer privat, er jeg ret sikker på og vil gerne lige have helt styr på mine egne tanker og meninger om det først. Og NEJ, er IKKE gravid (tror jeg da...) ;-) 

Nå men klokken er 19:30 lige om lidt, så det er tid til at putte yngstemanden, så der er chance for voksentid til mig her senere, når storebror er hjemme fra legeaftale og puttet :-D

Hyg jer derude i det efterårsramte Danmark :)

Alkohol og kontrol...

Nogle af jer kender det sikkert; dét med at man bliver nærmest en helt anden person når alkoholen kommer ind. Jeg gør ihvertfald. 

  Jeg er til dagligt en ret genert type, min ængstelige personlighedsforstyrrelse kombineret med min borderline gør at jeg har en nærmest sygelig behov for at have kontrol. Have kontrol over mit hjem, hvem der kommer her, hvornår, hvad der skal ske og hvornår det skal ske, på klokkeslæt. 

Har rigtig svært ved at slippe den kontrol og give plads til andres behov for at bestemme noget. Det arbejder jeg med, eller skal ihvertfald, for man kan IKKE have styr på alt og jeg har reelt ikke styr på ret meget og kan heller ikke rumme at skulle have styr på alting.

MEN, så får jeg 2 øl, så tør jeg snakke med folk, ellers, tja... Så er jeg hende der sidder i hjørnet og lytter til hvad de andre snakker om og kun åbner munden hvis jeg direkte bliver spurgt om noget. Ellers blander jeg mig faktisk ikke, kun hvis jeg kender størstedelen der er tilstede, så siger jeg lidt mere, men er dog stadig forholdsvis stille og genert. 

Hvorfor ? Fordi jeg KONSTANT tænker over hvad andre min tænker om mig, jeg dømmer mig selv - så derfor antager jeg at andre også gør det. Og hvis jeg endelig åbner munden og ikke bliver lagt mærke til, så føler jeg mig overset, ked af det og jeg siger ikke mere af eget initiativ. 

Jeg skriver ikke det her for at nogen skal have ondt af mig, gu' skal du ej, for det er MINE tanker, det er ikke virkelighed og jeg skal lære at give slip. Uden alkohol også.

Med alkohol i blodet, så snakker jeg med alle, efter 2 øl er jeg mere snaksalig. Efter 7 overvejer jeg at danse og står og snakker med fremmede i baren i 1 time, eller snakker med alle mulige ved bordet, selvom de nok hellere ville slippe for mig, kan have dybe, dybe samtaler med nogle jeg kun lige har mødt for 5 min siden og næste dag kan jeg ikke huske hvem de er. 

Og det kan skam være hyggeligt og sjovt, til en vis grænse. For i og med hæmningerne slippes, så får mine følelser også frit løb og har ingen kontrol over hvornår de skal vises og i hvilken grad.

Eksempelvis så var jeg i byen i sommers, mødte min bedste ven fra folkeskolen i "Rygeren" efter ikke at have set ham i flere år og kunne se på ham at han var ked og blev mindet om at jeg også selv var lidt ked pga. kæresteproblemer. Hvilket resulterede i at jeg sad ved siden af hans kæreste (som han var ked over, grunden er underordnet) og tudede, til trods for min intention var snakke med hende(havde aldrig mødt hende før) og fortælle hende at han var ked af det og få hende til at forstå hvad hendes handlinger gjorde ved ham, så sad jeg, tudende og fortalte hende det og at han betød meget for mig og hun ikke kunne være det bekendt osv. og jeg har ikke snakket med ham siden, udover 2 facebook-beskeder a'la "hvordan går det", "fint" hvor han startede samtalen, vel og mærket 8-9 mdr efter. 

Dette sker jævnligt, mine følelser kan jeg ikke styre, min lyst har ikke kunnet styres i singleperioder og generelt så ender en ellers sjov aften, med et sammenbrud af én eller anden art for mig fordi jeg ikke kan styre mit indtag af alkohol under byture. 

Men hvordan til dagligt, tænker du måske. Til dagligt rører jeg ikke alkohol, mine børn har max 1 gang set mig drikke noget alkohol. Jeg har dem ikke med til nytår et sted hvor der serveres alkohol, det gælder også champagne. Skal vi til konfirmation o.l. så undgår jeg at have dem med, ellers tager vi afsted forholdsvis lige efter maden, inden folk får lidt for meget til den "gode side". 

Kontrolfreak ? Jep ! Og det er heller ikke en sund indstilling til alkohol, men kan huske tilbage på familiefester hvor folk var godt berusede og begyndte at snakke meget mere, nogen tudede, andre diskuterede, alle de voksne ville danse hele tiden også når jeg sagde nej og den følelse kombineret med at min mor stort set altid var beruset når jeg besøgte hende og hun lod mig sove alene hjemme når hun tog på værtshus - har gjort at jeg ikke forbinder alkohol med noget børn skal blandes ind i. 

Og jeg vil for alt i verden ikke have mine børn oplever at jeg, eller deres nærmeste, ændrer bare en lillebitte smule personlighed pga. øl eller vin osv. så derfor afskærmer jeg dem helt. 

Om det er smart, er jeg ikke sikker på, men alt i mig skriger at de skal skånes når folk inviterer til "børnenytår" og der så remses op hvad de har af alkohol til "senere på aftenen". 

Hvis der skulle ske noget og jeg ikke var 100% ædru til at tage på sygehuset med mit barn, ville jeg aldrig tilgive mig selv for at jeg måske har overset noget grundet dét. 

De færreste forstår mig, flere har sagt at det altså er for meget at jeg ikke engang vil have der indtages andet end sodavand til nytår - men de færreste er også opvokset med en alkoholisk mor som tilsidesatte jeg og mine søskendes basale behov, for at drikke sig fuld eller ryge sig skæv. Og de der har haft en alkoholisk forælder, oplevede det måske ikke som stort et issue som jeg gjorde og stadig gør. 

  Derfor har jeg taget en beslutning om at jeg vil forsøge helt at holde mig fra alkohol og da jeg ikke kan holde fulde mennesker ud som ædru, så vil det nok gøre at en del forsvinder... For jeg har praktisk talt kun gå-i-byen venner, der er ihvertfald nærmest ingen der bare inviterer på kaffe eller gåtur en hverdag, eller aftensmad og uden rødvin til maden ;-)

Nå, men det her blev mega langt, men jeg tænker jo også konstant og har af og til behov for at få nogle af de her ting skrevet ned - og få dem ud af hovedet. Så måske bliver nogle af mine blogs om alt muligt rodet og skal nok få skrevet fortsættelsen af tidligere indlæg, men til dét skal jeg have lidt mere overskud :)

Hvad jeg kæmper imod...

Min mor er alkoholiker og misbruger... 

Den sætning overrasker ikke min familie, heller ikke de nærmeste som måske selv er opvokset i lignende miljøer, hvor jeg har betroet mig til dem. 

Min kæreste ved det og min "eksmand" ved det, da jeg har fortalt dem lidt om hvad der er sket og hvad der har været med til at forme den, til tider, ustabile person jeg er. 

Og ja, det er tabu, nogle vil såmænd nok heller ikke synes det er okay, at jeg skriver det her så alle kan læse om det. Men det har JEG brug for, min mor har aldrig reelt handlet efter hvad jeg og mine 2 mindre søskende havde brug for, hun har primært tænkt på sig selv i sidste ende. For dét gør sygdommen "alkoholisme" ved én, og det forstår jeg godt, eller jeg forsøger ihvertfald. Og med tiden, hvem ved - så tilgiver jeg måske også lidt af hendes svigt gennem de sidste 30 år. 

Jeg kan allerede se nu, at det her omkring fortiden bliver langt og det vil derfor nok komme lidt i bidder, men prøver at skabe en sammenhæng, så godt jeg nu kan ;-)

De tidlige år; ved jeg naturligvis ikke så meget om, ikke andet end hvad jeg har fået fortalt og der vil jo altid være mindst 3 sider af en historie. Min Mors, andres og så sandheden. 

Min mor var 17 år gammel da hun blev gravid med mig, hun var kærester med min Far, som er 4 år ældre og 3 måneder efter hun blev 18 år, kom jeg til verden. Ved ikke så meget omkring hvordan min Mors forhold til alkohol og hash var inden graviditeten, men ifølge min Mor selv, så begyndte hun efter jeg var født, at drikke. Om det var sagt i vrede kun, eller hun mener det reelt, så sagde hun på et tidspunkt, at hun begyndte at drikke fordi hun ikke magtede at blive Mor og hun ikke var klar til det ansvar. 

Dét ved jeg er rigtigt, men at bruge alkoholen som undskyldning... Tja... det ved jeg nu ikke helt hvordan jeg lige skal forholde mig til, det er lidt som at sige det er min skyld ;-) 

Min Far var dengang skibskok og sejlede derfor ude og ikke kun i DK, min Mor var det meste af tiden hos min bedstemor og min farmor af og til også. 

Jeg er blevet fortalt at min Mor allerede dengang var lidt glad for mænd og min Far desværre kom tidligt hjem fra søen og så hende med en anden. Det blev enden på dem. 

Min Far flyttede fra vestjylland til midtjylland, min Mor magtede som sagt ikke opgaven som ung Mor og som alenemor, slet ikke. Min bedstemor søgte om at få mig hjem til hende at bo, men hun var både "for gammel" og så havde de flere gange haft kommunen inde over ift. min Mor, så det blev afvist. Muligheden var nu at min Far tog mig, eller jeg kom på børnehjem. Jeg husker meget lidt fra den tid jeg boede hos Mor, husker jeg gik i en slags børnehave en periode, tror det var i Grenå eller Randers, boede tæt på den og gik på Mariehønse-stuen. 
Kan huske, med væmmelse, hvor tit jeg fik havregryn kun med vand på, for mælk var der ikke altid råd til - jeg kunne jo sagtens spise det uden. Idag hader jeg havregryn og det bruges næsten kun til at bage af.

Heldigvis, så valgte min Far at påtage sig opgaven og jeg flyttede som 5-årig(ifølge CPR), permanent hjem til min Far og min stedmor i midtjylland. 
Jeg ved der var en del ture frem/tilbage i statsamtet og min Mor flere gange har forsøgt at få mig tilbage. Jeg er idag taknemmelig for at de lyttede til min Far istedet, tiden taget i betragtning, så var det jo ikke så ofte det var Far der fik forældremyndighed og bopæl i 80'erne. 
Var jeg opvokset hos min Mor, så tror jeg desværre det havde set meget værre ud, end det, trods alt, gør. Og jeg er faktisk ikke helt sikker på jeg havde været her idag. 

Nu tænker du måske, at pga. min Mors druk, hashmisbrug & promiskuøse adfærd, så kom jeg nok ikke hjem til hende eller samværet var begrænset til overvåget...

Dét var ikke tilfældet. Jeg havde jævnligt samvær med min Mor, både hos min bedstemor og hos Mor alene. Formentligt ikke hver 2. weekend, men rimelig tit alligevel. 

Nogle af besøgene var gode, I skal ikke tro at der intet godt var i min Mor, det var der skam. Hun kunne være sjov, vi brugte meget tit ved havnen i Thyborøn og ved vandet, med at samle sten, rav osv. og jeg tror hun faktisk prøvede. Ihvertfald på de gode dage.

Set i bakspejlet, tror jeg hun måske har/havde en ubehandlet psykisk sygdom, måske lidt a'la min egen. Har dog indenfor de sidste par år fået at vide hun vidst har ADHD, det forklarer også lidt hvorfor jeg har så mange lighedspunkter med ADD'ere(ifølge test i psykiatrien). 

I juni 1991 fik jeg en Lillebror, Daniel, hos min Mor, hun var stadig den samme person(der var trods alt kun gået ca 1½ år fra jeg var flyttet) og det piner mig også at min lillebror formentlig under graviditet var udsat for alkoholismen, for dét alene kan give varige skader hos et lille barn. Heldigvis er han ved at være kommet på rette køl og dét er jeg stolt af han har klaret, selvom det i perioder har set rigtig sort ud for os alle <3 

Vil stoppe for nu, næste indlæg handler lidt om skolestart og de næste 4-5 år herefter både hos Mor & Far. Det meste er i næste indlæg skrevet efter hukommelse og der kan være nogle fejl mht. tidspunkter i livet, nogle ting står dog betydeligt skarpere end andre. 

Tak fordi du læser med :-)

Velkommen til min side :-)

Hej med dig og velkommen til mit lille hjørne i cyberspace. 

Jeg har lavet denne blog fordi jeg har brug for det, jeg har brug for at skrible de ting ned der hver dag fylder i mit forvirrede sind, jeg har brug for at de mennesker jeg møder på min vej, nok ikke forstår, men VED at jeg ikke har valgt at være den jeg er, fremfor altid at blive bedømt på mine særheder og impulsive måde at omgåes folk på. 
Kunne jeg HELT selv vælge så var jeg som de fleste; med job, hus, bil, tætte familiære og venskabelige relationer og ikke mindst ro i hovedet til at rumme andre mennesker. 
Men det er jeg ikke, og tvivler ofte på jeg nogensinde kommer dertil. Men dét må tiden vise. Mange ting kan ske endnu - bevares jeg er jo "kun" 29 år ;-)

Her til en start vil jeg egentlig bare skrive lidt om hvad jeg er for en fisk idag, næste indlæg kommer til at være mere hård for nogen at læse, det handler nemlig om hvordan jeg blev den jeg er og hvorfor jeg har et forvirret sind. 

Men idag er jeg Ditte, jeg er 29 år, bor i Silkeborg med mine 2 drenge på 9 og snart 6 år. 
Her har vi boet i betonhelvede siden oktober 2009, hvor jeg gik fra min eks kæreste som fungerede som far for mine 2 børn. Idag er han blot et minde og ikke en del af vores liv.

Jeg er ledig - go figure, det har jeg været hele mit liv kan man vidst godt sige. Har været igang med 4 uddannelser siden jeg blev 16 år, ingen af dem kunne jeg gennemføre primært pga mit problem med at arbejde sammen med andre mennesker og at jeg bliver så let stresset at det rammer som en hammer og viser sig som depression. 
Dårlige undskyldninger, tænker du måske, men i næste blog vil du måske få øjnene op og tænke at du måske ville stå samme sted(eller måske slet ikke være til mere), hvis du havde levet i mine sko. 

Anyways, til dagligt er jeg derfor p.t. i et køkken, en praktik om man vil, 10½ time om ugen fordelt over 3 dage. De øvrige hverdage har jeg samtaler i lokalpsykiatrien, familiecentret og sørger for at have noget mig-tid. For selvom jeg har få timer, så kan jeg sove hele dagen væk efter 3 dages arbejdsuge, så meget er hovedet på overarbejde i mine vågne timer, den står ALDRIG stille og intet kan få mig til rigtigt at slappe af.

Ellers så er jeg et komplekst menneske, med dybde, jeg er ikke som alle andre, desværre, men jeg er mig og min fortid har skabt den jeg er idag. Jeg ville gerne være et bedre menneske og håber at jeg gennem behandling vil kunne blive netop dét. 
Behandling for hvad ? Ja, jeg har fået sådan en fine, fine diagnose i august sidste år, efter at have haft det i formentlig 14 år, nemlig borderline af impulsiv type og så lige en skvis ængstelighed oveni hatten. Jo tak... Jamen det er trods alt fint at vide. 
For SÅ kan jeg arbejde med det og komme i dybden med hvorfor jeg er som jeg er, hvad er normal adfærd og hvornår er det min forstyrrelse der agerer. 
I Juni skal jeg starte i reel behandling, i Silkeborg er det DAT(dialektisk adfærdsterapi), for at ændre mine adfærdsmønstre og blive klogere på mig selv. Og er jeg møg, møg heldig - så bliver jeg erklæret rask. Hvilket jo vil være den ultimative gave for både jeg og mine omgivelser :-D Så er jeg bare lidt sær, ikke så meget ;-)

Anyways, det her blev jo rocker-langt. Nåede du herned, så klap dig selv på skulderen ;-)

Hav en dejlig mandag og husk at smile til dem omkring dig, måske redder du hele deres dag !